Glem alt, hvad du befinder med et museum. Det eneste støvede ved The Neon Art Museum i Downtown Las Vegas er det sand, du træder på undervejs.
Jeg ved det godt. Du rejser sikkert til Las Vegas for at tjekke ind på et luksushotel og opleve den særlige verden på de enorme casinoer. Men der er bestemt andre oplevelser og seværdigheder, som er værd at tjekke ud efter min mening. Faktisk puttede jeg ikke en eneste dollarseddel i spillemaskinerne, da jeg var der. De fristede slet ikke. Vintage neonskilte derimod? That's my thing.
Armageddon in Neon
The Neon Museum ligger i Downtown Las Vegas, som er det oprindelige Las Vegas med legendariske og stadig elektriske Freemont Street.
Umiddelbart lyder museum en anelse kontrastfyldt i en by fra blot 1905. Men byen har bestemt historier at fortælle, hvis du er til den slags. Og hæng på alligevel, hvis du tøver. Det eneste støvede ved dette museum er sandet på bogstaverne og under dine fødder.
De store og spektakulære lysskilte har gennem tiden givet byen kælenavnet Armageddon in Neon. Efter sigende skulle den blinkende by være den mest oplyste på jordkloden, når du kigger fra rummet.
Den grønne firkløver var logo for The Fitzgerald Hotel and Casino - et irsk temahotel bygget i 1980 af den første afro-amerikanske casinoejer i Las Vegas. I dag har stedet fået ny ejer og nyt brand, der hedder The D.
Skiltet fra casinoet The Golden Nugget, der blev opført på en tidligere ranch i 1905. Casinoet findes stadig.
Mere populært end LACMA og The Getty Center i LA
Dagen før jeg og familien planlægger et besøg, tjekker jeg åbningstiderne på hjemmesiden. Her går det for alvor op for mig, at andre også er interesserede i at opleve det alternative kunstmuseum. Der er guidet rundvisning dag og aften, men alle aftenturene er allerede udsolgt. Vi vælger derfor tidligst på dagen af hensyn til varmen og betaler for billetterne online.
Siden vores besøg har museet dog fået så stor national og international opmærksomhed, at de har valgt at åbne for adgang til museet uden guidet rundvisning henover sommeren. Nu kan du derfor købe adgang i tidsrummet 9-16 uden forudbestilling. Men hold øje med løbende ændringer på hjemmesiden.
Kitsch kaos af kurateret kunst
Jeg anbefaler, at du takker ja til en af de gratis paraplyer ved indgangen, hvis du tager en dagstur. For hold nu op, hvor solen hurtigt bager her i Nevadas ørken en overskyet formiddag.
Jeg sveder, manden sveder, børnene sveder - og selv mister cool guy på coverbilledet på kapitulere og nøjes med at have sin fake fur over den ene skulder, da vi er halvvejs.
Det udendørs museum er efterhånden et af de få steder i ørkenbyen uden aircondition. En meget god reminder om, hvoraf byen er opstået.
Rejser du med børn er den oplyste aftentur at foretrække på grund af varmen - medmindre du vælger at tage en hurtig rundtur på egen hånd og dropper alle anekdoterne om de forskellige skilte. Tror dog det kan svært at finde op og ned i det kitschede kaos af kunstværker uden guide. Men det kan der naturligvis også være noget over.
Udstillingen startede i 1996 og består i dag af flere hundrede lysbogstaver og lysskilte. Nogle mere rustne og solblegede end andre. Men tallet er upræcist. Dels fordi, der løbende bliver doneret nye bogstaver til samlingen. Dels fordi non-profit-museet returnerer nogle af effekterne til livet på gaden igen, når de nænsomt er blevet restaureret. Andre får lov til at hvile i fred.
Museets ældste skilt er fra 1930erne. Mattie Jimmie Jones startede med at sælge grillkylling fra sit hjem, inden hun åbnede The Green Shack på East Freemont Street. Restauranten lukkede i 1999.
Stardust er det ultimative showpiece
Jeg er vild museet, og jeg er ellers ikke typen, der dyrker museer normalt. Men det her kan altså noget.
Et af museets absolutte showpieces er skiltet Stardust med sine to meter høje bogstaver.
Skiltet er fra Stardust Resort and Casino, der blev opført i 1958 - året efter at Sputnik blev sendt afsted. Det var i samme periode, at mange turister flokkedes til Nevadas ørken for at overvære atomprøvesprængninger - med en Atomic Cocktail i hånden. Den oplysning får min 13-årige datter til at spærre øjnene op af lige dele foragt og undren.
Skrifttypen på skiltet hedder Electra Jag også kendt som Atomic.
Stardust var futuristisk på flere måder i 1950erne. Det havde den største swimmingpool, da det åbnede og havde planeter, stjerner og galaxer som tema. Stedet lukkede i 2006.
Læs også: Seven Magic Sisters ligner et floriserende syretrip i Nevadas Ørken
Jeg har en svaghed for B'er. Dem er der mange af på museet.
Hot Yoga på The Neon Sign Museum
Flere og flere dyrker yoga verden over, og yoga i det fri er ingen undtagelse. Men hvornår har du prøvet at dyrke yoga på et museum? Jeg har i hvert fald ikke.
I perioden juni til august allierer skiltemuseet sig med yogainstruktøren Eileen Lorraine til en times Hot Yoga for 18 dollars flere gange ugentligt. Overskuddet går til museet.
Lidt hurtigt research viser, at yogien også er engageret i at hjælpe hjemløse i Las Vegas. En ekstra god grund til at støtte op om kvinden og måske donere penge til denne oplevelse frem for den enarmede på casinoet?
Læs også: Guide til gratis yoga under åben himmel i Danmark
Værd at vide
Der er ikke lovligt at optage video eller tage billeder med kamerastativ - medmindre du booker en særskilt Photo Tour.
Der er gratis parkering lige ved museet, dog med begrænset antal pladser.
Der er mulighed for at købe koldt at drikke i butikken, der i øvrigt også sælger et godt udvalg af bøger om typografi.
The Neon Museum
770 N Las Vegas Blvd
Las Vegas, Nevada 89101
Rejsetidspunkt maj 2018